.

At efterlade sig et minde

C. Ly - redaktør

At efterlade sig et minde
 
Jeg kan tydeligt huske mit første mekaniske ur. Jeg husker især vægten af uret på mit håndled og hvordan stållænken føltes. På den ene side et industrielt design med formål og i samme åndedrag organisk tilpasset netop mig. Og det skive-layout! Men jeg husker især dagen, da jeg besluttede mig for, at det skulle videre.
 
Uret var et Omega Seamaster 300 fra 1967, og fra dagen hvor jeg modtog det og spændte uret om armen, var det som alt gik op i en højere enhed. Det føltes rigtigt at bære et mekanisk ur, som jeg skulle trække op, og når jeg holdt det op mod øret, kunne høre dets lille hjerte tikke. Det gav mening for mig at eje et stykke analog teknologi i en moderne verden styret af Windows 95 og Y2K.

.

Jeg havde altid uret på. Om det var til koncerter, arbejde, stranden eller baren, så bar jeg uret som en naturlig del af min uniform. Dog kun afbrudt når jeg skulle sove. Og som min interesse senere udviklede sig til en hobby – og i de senere år, en besættelse – er der kommet en hel del flere ure til i min samling. Man får jo fokus på et andet urmærke eller en helt speciel reference, som man simpelthen bare skal eje, og så går jagten ind, og man helmer ikke før uret sidder på netop din arm!
 
Jeg har værdsat og nydt hvert et ur, jeg igennem årene har båret på armen, selvom jeg dog nok desværre også må indrømme, at jeg enkelte gange har købt et ur eller to med henblik på videresalg eller som et middel til at opnå det næste uundværlige drømmeur. Der har absolut også været nogle safe queens i samlingen – ure som jeg enten ikke har nænnet at bære, da standen på uret har været helt eminent eller hvis referencen har været sjældent eller hvis uret enten var fra min eller mine børns fødselsår eller hvis, eller hvis, eller hvis…

.

Vi kender alle historien om de personer på YouTube, som efter deres faders bortgang, har fundet et ultra sjældent ur i den berømte skuffe, og hvor det efterfølgende viser sig, at uret er vanvittigt mange penge værd grundet standen efter årtiers dvale. Alle himler op og arvingen kan nu score ufatteligt mange penge på et hengemt ur, som ingen vidste eksisterede, og som alle nu vil have. Et fantastisk scenarie og en endnu bedre arv at modtage. Men også en smule vemodigt og ærgerligt.
 
Jeg har tit og ofte købt ure, som jeg har besluttet mig for, at mine børn en dag skal arve, og som de eventuelt vil kunne sælge, hvis de en dag skal have finansieret en lejlighed. Og jeg har da også spekuleret i, hvor fantastisk en gave, det må være, når urene en gang skal overdrages til dem, og hvor meget urene om 20 år vil være værd – dette selvfølgelig forudsat, at de udvalgte ure følger de historiske og nuværende prisstigninger. Og nej, jeg har ikke krystalkugle eller en intelligent predictive algoritme!

.

Det er af hengivenhed og en pæn gestus, man spekulerer i ovennævnte, men det stikker mig også lidt i hjertet, når de finansielle motiver, maskeret som smukke og eftertænksomme intentioner, titter frem, og gang på gang sidder jeg tilbage med den samme følelse og tanke – hvad er det egentlige og sande formål for mine bevæggrunde?
 
Jeg er sikker på, at alle mennesker vil blive glade for at arve en betragtelig sum eller artefakter, som er meget værd. Men når penge kun er et flygtigt moment, som kommer og går, og i sig selv ikke har dybte nok til at være føde for sjælen, er det så det man vil efterlade sig, når man en gang skal herfra?
 
Derfor besluttede jeg mig for at give mine ure en sand værdi, som betyder noget for mig, når de engang skal videre i arvefølgen. For hvilken værdi har et ur i virkeligheden, hvis det ikke bliver brugt?
 
Om jeg fortryder, at jeg for snart 20 år siden solgt mit første rigtige mekaniske ur? Ja, på tidspunktet og mange år frem gjorde jeg. Men ikke i dag. Uret havde ikke den store personlige værdi for mig og jeg betragter det dermed som et commodity.
 
Om mine ure skal sælges eller gemmes er mine børns beslutning, men en ting er helt sikkert – de vil altid have minderne i sindet og i digitale billedformater. Minderne om deres far, da han var ung, stærk, langhåret og holdte dem som børn, og som holdte tale til deres konfirmationer og bryllupper. Lige indtil den dag, de skal arve urene efter mig. Så vil de have et forhold til fars ure, og altid have minderne om deres far, som tilfældigvis altid havde et mekanisk ur på armen, og som de nu vil stå med i hånden.
 
Det vil for mig betyde at efterlade sig et minde.

Selected Works

9 hurtige spørgsmålWatch point of View

At efterlade sig et mindeWatch point of View

Rolex Submariner - Nej tak!Watch point of View

The one that got awayWatch point of View

EDC - CLWatches

tempi-logo

Kontakt

Tempi App
Gammel Kongevej 137A
1850 Frederiksberg C

M. hello@tempi-update.com
Tempi app er et produkt under
Unique Watches ApS

CVR. nr. 36 92 71 78

Genveje

Hjem
Selection
Moments
Artikler
Kontakt
Team

Handelsbetingelser & vilkår
Cookie- og privatlivspolitik

Nyhedsbrev

Modtag Tempi Updates i din inbox